DR’s Tore Leifer taler med René Karpantschof om ”De stridbare danskere 1848-1920”.
De stridbare danskere
René Karpantschofs storværk De stridbare danskere 1848-1920 (Gads Forlag 2019) er den mest overraskende, medrivende og anmelderroste danmarkshistorie længe. Mød forfatteren og få helt nyt syn på den moderne gennembrudstid.
I 1848 lignede Danmark og danskerne slet ikke det, vi kender i dag. Men i 1920 lå landets grænser endelig fast, og alle de moderne danskertyper var dukket op: Socialdemokratiet, Radikale, Venstre og Konservative samt Nørrebroanarkister, højrenationalister og en masse andre som højskolefolk, fagforeninger, andelsbønder, kvindesagsforkæmpere, fredsaktivister og vegetarer.
Hele den historie sætter René liv og fut i. Det gør han ved at sætte fokus på de gange, hvor danskerne var mest uenige og kastede sig ud i slagsmål med hinanden. Vi hører om kendisser som Grundtvig og kejserinde Dagmar men også om glemte skæbner og mørke kroge i fortidens Danmark. Vi møder oprørte demonstranter, religiøse afvigere, passionerede kunstnere og farlige tjenestepiger samt konger, generaler, direktører og ministre. Vi bliver vidne til borgerkrig, revolverdrab og forræderi mod kongehuset, og vi ser, hvordan perioden kulminerede i en episk styrkeprøve mellem forskellige samfundsformer: kapitalisme eller socialisme, monarki eller republik.
Til foredraget kommer René også ind på sit årelange arbejde med De stridbare danskere, og hvad hans personlige baggrund som jysk landsbydreng - og senere oprørsk BZ’er på Nørrebro - har betydet for måden at fortælle danmarkshistorien på.
René Karpantschof er cand.mag. i historie, ph.d. i sociologi og tidligere forsker og underviser på Københavns Universitet. Han er nu selvstændig fagbogsforfatter, historisk konsulent for tv, film og radio og en populær foredragsholder.
BONUS: Når I har bestilt et foredrag, går René i arkiverne efter historier om stridbare danskere i netop jeres by og egn!