Uro på Nørrebro i København 1. marts 2007. Foto: Anders Jung

Uro på Nørrebro i København 1. marts 2007. Foto: Anders Jung

 

Terror og af-radikalisering

Tåregas, bomber og politiske drab fylder nyere Danmarkshistorie mere, end mange tror. Sociolog René Karpantschof forklarer, hvorfor nogle mennesker griber til vold - og hvorfor de holder op igen!

René Karpantschof giver et overblik over de seneste årtiers politiske radikalisme herunder tragiske begivenheder, der har kostet menneskeliv blandt danske aktivister, politifolk og forbipasserende.

I foredraget fortæller René om forhold, som offentligheden sjældent hører om. F.eks. at politisk vold og sabotage ikke kun skyldes politiske yderfløje og marginaliserede unge. En række episoder viser, at også helt almindelige danskere kan blive radikaliseret.

René afviser den myte, at politisk vold aldrig nytter. Tværtimod illustrerer han med konkrete eksempler, hvordan det faktisk har ført til politiske sejre, og at voldsom konflikt rent psykologisk kan opleves som noget givende for dem, der deltager. Det er man nødt til at indse, hvis man vil forstå, hvorfor nogen overhovedet kaster sig ud i den risikofyldte vold.   

René har bidraget til international terrorforskning og danske myndigheders anti-radikalisering. Under foredraget lærer man derfor også om fagudtrykkene ’terrorisme’, ’ekstremisme’, ’radikalisering’ og ’af-radikalisering’, og man hører hvordan forskere, myndigheder og offentlige debattører opfatter disse udtryk meget forskelligt.

Som ung BZ'er var René selv meget radikal og militant. I dag mener han, at radikaliserede mennesker ofte har et budskab, som man bør lytte til. Uanset om motivet er islamisme, højrenationalisme eller venstrefløjsidéer. Han påpeger, at de radikaliserede tit er retfærdighedssøgende, velinformerede og forbavsende reflekterede. De radikaliseres i situationer, hvor bestemte konflikter tilspidses, og her ligger meget af forklaringen på, hvorfor nogle mennesker griber til vold – men også på, hvorfor de holder op igen.

René Karpantschof er cand.mag. i historie, ph.d. i sociologi og tidligere forsker og underviser på Københavns Universitet. Han er nu selvstændig fagbogsforfatter, historisk konsulent for tv og radio samt en populær foredragsholder.